Jeg savner min ven.

Det er en ven jeg aldrig har mødt, men alligevel kender så godt. Vi har haft lange samtaler i mine drømme og han har inspireret mig meget. Vi er ikke altid enige i alt, men jeg ved at han har en smuk sjæl der består af 98% kærlighed og 2% gode intentioner. Vi mødtes for mange år siden. Dengang blev jeg en smule forelsket i hans smukke hår og hans ucharmerende charme.  Med tiden ændrede forelskelsen sig til et venneforhold. Et venneforhold hvor han fortalte, og jeg betragtede og sugede visdommen til mig. Eller nogen gange var det visdom, andre gange var det vrøvl. Spændende vrøvl er nu sjovere end kedelig visdom, så derfor lyttede jeg i stor spænding. Men nu er det slut for denne gang.

Bogen er slut og jeg må sige på gensyn til min gode ven, Anders Lund Madsen. Jeg ved at vi ses igen en anden gang. Indtil da så kan jeg godt leve med at du ikke kender mig, for jeg kender dig.  Og jeg savner dig.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Tak (, klamme perverse stodder).

Hver tirsdag går jeg til polefitness. Det er super sjovt, så jeg ærgede mig da holdet var aflyst idag. Derfor tænkte jeg at jeg da kunne ta ud og træne alene. Og når man er alene i en sal med en pæl, omgivet af en masse spejle, kan man jo godt udfolde sig og lege påklædt stripper (og øve sig så man er klar til man en dag bliver booket på Nakkefestival).

Jeg må ha set ufatteligt fræk ud, for lige pludselig opdagede jeg at der stod en fyr og stirrede på mig igennem vinduet. Jeg grinede lidt og trak gardinerne ned… Og dansede videre..
Indtil jeg opdagede at fyren havde gået rundt om bygningen, ind i træningscenteret, ned i kælderen og stod og kiggede på mig ind igennem døren til lokalet.  SLAM sa det, da jeg smækkede døren..

75% af mig synes at han er mega klammo. Og så er der lige de sidste 25% der er en smule smigret…. :-/

Så tak, klamme perverse stodder. Tak til dig og tak til de søde håndværkere der sa: “Se, der er hende den frække bagerpige”, da jeg gik hjem fra jobbet idag. Tænk at man med sin moderlige deller, stadig kvalificerer sig som fræk.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Røvhuls unge.

Da bebsen var lidt mindre (og meeeget mere uskyldig), kiggede jeg på hendes storesøster og tænkte: Gad vide hvornår børn mister den der charme, hvor man tilgiver dem alt (babyen kan jo ikke gøre for at den skriger hele natten og tisser på én om morgenen)? Hvornår begynder man som lille menneske at kunne være en idiot?

I langt tid har vi set igennem fingre med at maden bliver kastet på gulvet, at hun slår mig i hovedet med legetøj, at hun hiver katten i halen, at hun hælder skorpekrummer ud over hele køkkenet… For hun er jo bare en baby….

MEN… Idag kom dagen, hvor baby undskyldningen simpelthen ikke duede længere. Vi bor ca.500meter fra vores dagplejer, og turen hjem tog næsten en time. Jeg måtte ikke bære hende, fordi hun ville gå. Men hun ville heller ikke gå, så hun smed sig ned på maven og græd spontant hver gang hun havde gået 20meter. Så kiggede hun på mig som om jeg er verdens ondeste mor, mens jeg stille og roligt stod og sagde at nu skulle vi hjem og at hun skulle rejse sig op. Men nej, hun var sur fordi hun ikke måtte gå ud på cykelstien, gå ind i spillehallen, kaste med legetøjs butikkens boldte.

Hun er en røvhuls spasser idiot nogen gange. Ligesom sin mor..

3 kommentarer

Filed under Uncategorized

It takes some cold to know the sun

Altanen er klar, jeg er klar..

Selv kiwierne er fulde af kærlighed ❤

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Ild i fingrene???

Mig der skærer radisser: SKAT!!! SKATTTT!!! Kom her.. NU!!! Mine fingre ryger!

Husbonden: Øøøh, jeg kan altså ikke se noget.

Mig: Jo, kom nu… Se!!! Hvorfor går du væk? Se mine fingre ryger.

Husbonden kigger undrende på mig.

Jeg begynder at debattere med mig selv (og ham den lækre) om jeg er skør, om det er bivirkninger fra mine piller der gør at jeg ser syner, eller om mine fingre rent faktisk ryger. For det kan jeg jo se at de gør.
Efter at husbonden har gået frem og tilbage et par gange og jeg så småt er begyndt at blive overbevist om at jeg skal i spændetrøje snart, så ser han det endelig.

Husbonden griner: Det er jo bare radisserne der damper når du skærer i dem.

D´OH!

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Når man har det ad helvede til.

Flere og flere mødre oplever at få en efterfødsels reaktion/depression, men af en eller anden grund så er det stadig lige tilpas tabubelagt at de fleste der oplever det, ikke har lyst til at tale med nogen om det. Kan man ikke li sit barn, så må man jo være en dårlig mor… Ik???

Jeg tænkte at jeg ville sætte en lille smule fokus på emnet og fortælle om hvordan det har været for mig.

Da jeg fik min ældste datter, for knap 8år siden, var jeg så frygteligt træt og ked af det bagefter. Jeg var kun lige fyldt 19år, og i den kommune jeg boede i, betød det “ung mor” og ekstra sundhedsplejerske besøg (dvs overvågning). Jeg følte at det hele skulle være perfekt hele tiden, og turde ikke fortælle nogen at jeg sad og græd uden for babyens dør og ikke magtede at gå derind, fordi hun bare skreg og skreg.
Dengang lovede jeg mig selv at sådan skulle jeg aldrig mere ha det.

Da jeg så blev gravid igen i 2010, blev jeg først glad og så rigtigt rigtigt bange. Jeg var bange for at føde, jeg var bange for at amme (av av, brystbetændelse gør nas), jeg var bange for at jeg igen ville prøve at være den slags mor som andre ville ha at jeg skulle være.
Heldigvis forbarmede de sig over mig og jeg fik lov til at få planlagt kejsersnit, grundet angst for fødslen. Det var jeg især glad for, for da baby ikke voksede nok i maven og skulle tidligt ud, så var jeg forberedt og vidste alt om kejsersnit. I januar 2011 fik jeg en lille bitte pige.

Hun var den mindste baby jeg nogensinde havde set i virkeligheden. Første gang jeg skulle give hende en body på, blev jeg bange for at hun skulle gå i stykker og så blev jeg nødt til at lade min mand gøre det. Hun åbnede sjældent øjnene de første par dage, da hun var så svag (læs:sølle). Efter et par dage fik vi lov til at tage hjem med vores pige på 2080gr. Den aften var jeg så bange som jeg aldrig før har været. I det første døgn vi havde hende hjemme ville hun ikke åbne øjnene og vi kunne ikke vække hende så hun kunne spise. Jeg var 100% sikker på at hun skulle dø. Jeg begyndte allerede at overveje hvordan vi skulle forklare det til den ældste pige. Der gik langt tid før jeg ville tro på at vi vikelig fik lov til at beholde hende. I mellemtiden passede og elskede min mand hende (og det elsker jeg ham for). Når jeg endelig begyndte at føle mig som hendes mor (jeg var slet ikke nået til det punkt hvor jeg elskede hende endnu) så var hun allerede mest knyttet til sin far. Jeg brugte flere måneder på at finde ud af om det var ok at jeg bedre kunne li min ældste datter, for jeg følte slet ikke at jeg havde et forhold til den lille baby. Kærligheden kom først ret sent. Jeg kan ikke huske lige præcis det øjeblik hvor jeg fandt ud af at jeg elskede hende, men jeg er sikker på at øjeblikket blev forsinket yderligere af min dårlige samvittighed.
Alt dette resulterede i en depression. Jeg blev sur, træt og gnaven. Jeg kunne finde på at være irriteret på børnene når de faldt, for jeg følte at de besværede mig, fordi jeg jo ikke orkede at trøste dem. Gudskelov har jeg en sej mand som tvang mig til lægen, selvom jeg ikke rigtigt havde lyst.

Så startede mit “eventyr” med anti-depressive piller. De såkaldte lykkepiller er der ikke meget lykke ved. For det første får man svedeture. Svedte så meget at jeg vågnede om natten og var helt klam. Hjertebanken får man også, på den skræmmende måde, hvor man tænker at der er noget dybt galt. Man spiser også konstant fordi man er hele tiden sulten. Jeg kan spise dobbelt morgenmad og stadig føle at jeg har lyst til mere. Og allerværst… Paranoia og angst. I starten når bivirkningerne er hårdest, tror man at de varer for evigt og den klaustrofobiske følelse af at være lukket inde i sin krop er overvældende. Efterhånden som bivirkningerne stilner af viser angsten sig på en mildere, men stadig irriterende måde. Snakker kollegaerne om mig? Er min mand mig utro? Er jeg gravid? Er jeg i virkeligheden hypokonder? Jeg ser jo rask ud.. Bliver jeg nogensinde rask i pæren? Jeg tager min medicin, hvordan kan det så være at jeg kan komme hjem og begynde at græde fordi at der er beskidte strømper på stuegulvet? Jeg har taget mange kg på og føler mig som en kæmpe fiasko nogen dage, men i det mindste arbejder jeg på at komme videre.

De siger at 1/10 mødre bliver ramt at en reaktion efter fødslen. Min bøn til jer er, hold øje med jeres medkvinder. Snak åbent om dette vigtige emne, så man kan få hjælp fra start af, istedet for at spilde flere måneder og muligvis ødelægge sit ægteskab.

Puuuh, det blev langt og kedelig læsning. Tak, hvis i kom hele vejen igennem mine tanker.

3 kommentarer

Filed under Uncategorized

Når mor har fri..

..kommer der oftest alkohol på bordet  og den søde pige fra mødregruppen sjusser blendet frugt med vodka.

Når folk så hellere vil hjem og sove, end at tage i byen med moi, kan man jo passende tage på Loppen og høre ska med nogle random fremmende mennesker.

Når man så vågner kl14 næste dag og stadig kan smage øllerne fra Loppen, Operaen, Moose og Louises, så kan man jo hoppe på toget og tage til

og måske spille lidt fisk og drikke lidt flere øl.

Sammen med hende den skøre selvfølgelig. (Undskyld, men det er et fantastisk billede)

Alt i alt, en super god påskeweekend

1 kommentar

Filed under Uncategorized