Monthly Archives: september 2013

Jep.. Det er mig der er falsk.

Det er skræmmende at have masser af tid til at tænke, når man er vant til at have en hverdag som skal passes. Når man så lige pludselig har ligget ved poolen i en uge, ens unger leger i vandet og man næsten er færdig med de tre bøger man havde taget med, så har man tid til at reflektere.

Tænke over hvorfor folk altid siger de hader falske mennesker. Hvad er “falsk”? Er vi ikke alle lidt falske? Jeg er nok en blanding af den jeg er og den jeg gerne vil være. Men oftest ved jeg hverken hvem jeg er, eller hvem jeg vil være. Ville gerne være verdens mest optimistiske menneske, der rummede alle slags mennesker og havde super meget overskud og tro på alt. Er nok i virkeligheden en lidt egoistisk (meget, ville min mand nok sige) mor der ikke nødvendigvis sætter mine børn først, fordi jeg vil at ville alle skal ha det lige godt. Også mig, og min mand.. Og mine børn..
Og jeg prøver saftsuseme at grave alt det falske frem i mig jeg har, og lade som om jeg er et anstændigt overskudsmenneske ligeså tit jeg kan.
Er det mon løgnere, der bliver omtalt som falske? For lyver, det gør jeg også. Oftest overfor mig selv.. Når jeg siger til mig selv at jeg er sulten og spiser en pose (læs: en stor bøtte fra grænsebutikken) Matador Mix før aftensmaden, og senere lidt overfor min mand, når jeg smider beviset helt ud i skraldespanden, så han ikke kan se at jeg har kværnet så meget på en gang. For ærligt talt, så tror jeg ikke jeg har mærket rigtig sult i flere år. Jeg spiser for tit og overspiser også.

Jeg synes det er svært. Svært at vide hvem man er og endnu vigtigere, om det er ok at være som man er. Når man ikke engang har et klart mål over hvordan man har lyst til at være, så er det ekstra svært.
Måske man bare skal finde inspiration alle de steder man kan. Fx hende den søde der for nyligt sendte mig en lille bitte pose surt slik med posten, eller hende veninden der sidder i sin Nørrebro lejlighed og klipper mulliarder små hjerter. Hjerter som hun forærer væk til folk på gaden. Eller måske skal man lade sig inspirere af ham der kørte mig hjem fra festival i somres (jeg var for fuld til at køre), selv om det betød en omvej på ca. 5timer i bil og 5timer i tog for ham. Eller hende den hidsige Amagerveninde, der alligevel åbent græder når hun bliver rørt. Eller mine gamle chefer der har overskud til alle (ja, virkelig ALLE), for de er store mennesker der skaber storhed, og de smitter af så man føler sig som et større menneske.

Jeg ved ikke hvem jeg er endnu. Jeg har hørt et rygte om at man måske ikke engang finder svaret i 30´erne. Ved i hvem jeg er??

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized