Monthly Archives: april 2012

Ild i fingrene???

Mig der skærer radisser: SKAT!!! SKATTTT!!! Kom her.. NU!!! Mine fingre ryger!

Husbonden: Øøøh, jeg kan altså ikke se noget.

Mig: Jo, kom nu… Se!!! Hvorfor går du væk? Se mine fingre ryger.

Husbonden kigger undrende på mig.

Jeg begynder at debattere med mig selv (og ham den lækre) om jeg er skør, om det er bivirkninger fra mine piller der gør at jeg ser syner, eller om mine fingre rent faktisk ryger. For det kan jeg jo se at de gør.
Efter at husbonden har gået frem og tilbage et par gange og jeg så småt er begyndt at blive overbevist om at jeg skal i spændetrøje snart, så ser han det endelig.

Husbonden griner: Det er jo bare radisserne der damper når du skærer i dem.

D´OH!

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Når man har det ad helvede til.

Flere og flere mødre oplever at få en efterfødsels reaktion/depression, men af en eller anden grund så er det stadig lige tilpas tabubelagt at de fleste der oplever det, ikke har lyst til at tale med nogen om det. Kan man ikke li sit barn, så må man jo være en dårlig mor… Ik???

Jeg tænkte at jeg ville sætte en lille smule fokus på emnet og fortælle om hvordan det har været for mig.

Da jeg fik min ældste datter, for knap 8år siden, var jeg så frygteligt træt og ked af det bagefter. Jeg var kun lige fyldt 19år, og i den kommune jeg boede i, betød det “ung mor” og ekstra sundhedsplejerske besøg (dvs overvågning). Jeg følte at det hele skulle være perfekt hele tiden, og turde ikke fortælle nogen at jeg sad og græd uden for babyens dør og ikke magtede at gå derind, fordi hun bare skreg og skreg.
Dengang lovede jeg mig selv at sådan skulle jeg aldrig mere ha det.

Da jeg så blev gravid igen i 2010, blev jeg først glad og så rigtigt rigtigt bange. Jeg var bange for at føde, jeg var bange for at amme (av av, brystbetændelse gør nas), jeg var bange for at jeg igen ville prøve at være den slags mor som andre ville ha at jeg skulle være.
Heldigvis forbarmede de sig over mig og jeg fik lov til at få planlagt kejsersnit, grundet angst for fødslen. Det var jeg især glad for, for da baby ikke voksede nok i maven og skulle tidligt ud, så var jeg forberedt og vidste alt om kejsersnit. I januar 2011 fik jeg en lille bitte pige.

Hun var den mindste baby jeg nogensinde havde set i virkeligheden. Første gang jeg skulle give hende en body på, blev jeg bange for at hun skulle gå i stykker og så blev jeg nødt til at lade min mand gøre det. Hun åbnede sjældent øjnene de første par dage, da hun var så svag (læs:sølle). Efter et par dage fik vi lov til at tage hjem med vores pige på 2080gr. Den aften var jeg så bange som jeg aldrig før har været. I det første døgn vi havde hende hjemme ville hun ikke åbne øjnene og vi kunne ikke vække hende så hun kunne spise. Jeg var 100% sikker på at hun skulle dø. Jeg begyndte allerede at overveje hvordan vi skulle forklare det til den ældste pige. Der gik langt tid før jeg ville tro på at vi vikelig fik lov til at beholde hende. I mellemtiden passede og elskede min mand hende (og det elsker jeg ham for). Når jeg endelig begyndte at føle mig som hendes mor (jeg var slet ikke nået til det punkt hvor jeg elskede hende endnu) så var hun allerede mest knyttet til sin far. Jeg brugte flere måneder på at finde ud af om det var ok at jeg bedre kunne li min ældste datter, for jeg følte slet ikke at jeg havde et forhold til den lille baby. Kærligheden kom først ret sent. Jeg kan ikke huske lige præcis det øjeblik hvor jeg fandt ud af at jeg elskede hende, men jeg er sikker på at øjeblikket blev forsinket yderligere af min dårlige samvittighed.
Alt dette resulterede i en depression. Jeg blev sur, træt og gnaven. Jeg kunne finde på at være irriteret på børnene når de faldt, for jeg følte at de besværede mig, fordi jeg jo ikke orkede at trøste dem. Gudskelov har jeg en sej mand som tvang mig til lægen, selvom jeg ikke rigtigt havde lyst.

Så startede mit “eventyr” med anti-depressive piller. De såkaldte lykkepiller er der ikke meget lykke ved. For det første får man svedeture. Svedte så meget at jeg vågnede om natten og var helt klam. Hjertebanken får man også, på den skræmmende måde, hvor man tænker at der er noget dybt galt. Man spiser også konstant fordi man er hele tiden sulten. Jeg kan spise dobbelt morgenmad og stadig føle at jeg har lyst til mere. Og allerværst… Paranoia og angst. I starten når bivirkningerne er hårdest, tror man at de varer for evigt og den klaustrofobiske følelse af at være lukket inde i sin krop er overvældende. Efterhånden som bivirkningerne stilner af viser angsten sig på en mildere, men stadig irriterende måde. Snakker kollegaerne om mig? Er min mand mig utro? Er jeg gravid? Er jeg i virkeligheden hypokonder? Jeg ser jo rask ud.. Bliver jeg nogensinde rask i pæren? Jeg tager min medicin, hvordan kan det så være at jeg kan komme hjem og begynde at græde fordi at der er beskidte strømper på stuegulvet? Jeg har taget mange kg på og føler mig som en kæmpe fiasko nogen dage, men i det mindste arbejder jeg på at komme videre.

De siger at 1/10 mødre bliver ramt at en reaktion efter fødslen. Min bøn til jer er, hold øje med jeres medkvinder. Snak åbent om dette vigtige emne, så man kan få hjælp fra start af, istedet for at spilde flere måneder og muligvis ødelægge sit ægteskab.

Puuuh, det blev langt og kedelig læsning. Tak, hvis i kom hele vejen igennem mine tanker.

3 kommentarer

Filed under Uncategorized

Når mor har fri..

..kommer der oftest alkohol på bordet  og den søde pige fra mødregruppen sjusser blendet frugt med vodka.

Når folk så hellere vil hjem og sove, end at tage i byen med moi, kan man jo passende tage på Loppen og høre ska med nogle random fremmende mennesker.

Når man så vågner kl14 næste dag og stadig kan smage øllerne fra Loppen, Operaen, Moose og Louises, så kan man jo hoppe på toget og tage til

og måske spille lidt fisk og drikke lidt flere øl.

Sammen med hende den skøre selvfølgelig. (Undskyld, men det er et fantastisk billede)

Alt i alt, en super god påskeweekend

1 kommentar

Filed under Uncategorized

Random tanker.

Her er et indblik i hvad der sker i min hjerne i løbet af en dag:

  • Er flamingo mon inspireret af løg?
  • Hvorfor smager jeg på ALT når jeg laver mad? Alt ryger i munden. Uanset om det er rå løg, eller kold ukogt grøntsagssuppe.
  • Machomænd, der ikke synes at rigtige mænd græder, hakker de løg?
  • Ville folk synes man var en dårlig mor hvis man bar sin baby rundt i en hundetaske? Hvorfor har hundeejere ikke en bæresele?
  • Nogle hjemmesider har en kode man skal skrive for at få lov til at få et nyt login. Det er tit volapyk (som FWRD4 Hello) i en udtværet skrifttype. Hvorfor dælen laver de den så udtværet at man ikke kan læse hvad der står?
  • Er man træt når man bruger 1min og 50sek på at vente på ens kop bliver varm i mikrobølgeovnen, fordi man har glemt at fylde den med vand til teen?
  • Hvem behøver klinisk rent vasketøj i hverdagen?
  • Er jeg den eneste der har flottere øjenvipper på det ene øje end det andet? Eller har jeg ødelagt øjenvipperne med min dårlige mascara-motorik?
  • Jeg har brugt mascara i ca.12-13år, hvornår lærer jeg at komme det på uden at det sidde hele vejen op til øjenbrynene og på min næse?
  • Titanic er da en røv god film!
  • Hitler har ødelagt Hitler-skægget. Nu bliver det aldrig moderne igen. Bastard!
  • Hvis man inhalerer en gubbi, hvor længe kan den så overleve nede i ens lunger?
  • Hvis kvinder kunne få børn uden mænd, så kunne vi fravælge mandlige fostre (ligesom børn med Downs) og så ville verden blive en smule fredeligere. Eller hvad?

4 kommentarer

Filed under Uncategorized